Institutional Repository bliver defineret som ”[…]digital collections capturing and preserving the intellectual output of a single or multi-university community […]“ ² af Raym Crow i den grundlæggende artikel om IR fra 2002. Crow fortsætter med at skrive at sådanne repositories kan levere et vigtigt komponent i reformationen af det eksisterende videnskabelige kommunikationssystem (”system of scholarly communication”), ved at udvide adgangen til forskningsresultater og genvinde universiteternes kontrol over forskningen og dermed fravriste forlagenes monopol. Endvidere har IR potentiale til at dokumentere et universitets kvalitet ved at udstille den videnskabelige, samfundsmæssige og økonomiske relevans af dets forskningsaktiviteter, dermed øge institutionens synlighed, status og samfundsmæssige værdi.

Crow’s syn på IR er klart at det skal være redskab til at ændre det eksisterende magtforhold på markedet for videnskabelig kommunikation ved at fratage forlagene deres monopolistiske markedsposition. Det skal ske ved at tilbagevinde det intellektuelle ejerskab over forskernes publikationer til den akademiske verden og alene give forlagene en ikke eksklusiv ret til at publicere artiklerne og derved give forskerne ret til at distribuere deres artikler som de ønsker det, eksempelvis og helst i Crow’s perspektiv arkivere artiklen i IR. Således vil forlagenes aktiviteter bliver afgrænset til håndteringen af peer review processen, tilbyde værdigberigede services som ”overlay journals” baseret på indholdet i repositories. ³ Crow’s argumentation for IR var altså direkte forslag til hvordan den såkaldte ”serial-crisis” skulle håndteres, ikke overraskende når artiklen var skrevet i The Scholarly Publishing and Academic Resources Coalition (SPARC) navn ⁴.

Institutional Repository konceptet bygger videre på de idéer som blev introduceret med preprint arkivet arXiv. Men forsøget med at kopiere/overfører arXiv succesen til andre fagområder er kun lykkes for få fagdomæner som i økonomi (RePEc? ) og Psykologi og dertil relaterede emner (CogPrints? ), men disse fagområder har haft en eksisterende tradition for preprints udveksling som beskrevet ovenfor. Rationalet for deres succes er at preprint-kulturen har givet disse repositories kritiskmasse, således at det er uundgåeligt for forskerne inden for disse fagdomæner at bidrage til arkivering, hvis de da har ambitioner om at få indflydelse og karriere. Andre fagområder uden denne tradition har forskerne slet ikke dette behov, faktisk er ”Access” problemet et hypotetisk spørgsmål for mange forskere der er tilknyttet ressource stærke institutioner og ikke oplever nogen begrænsning i deres forskning pga. manglende adgang til andres eller egne resultater (Philip M. Davis and Matthew J.L. Connolly. (2007)). Crow konkluderer i sit paper at forskere inden for domæner hvor der endnu ikke er tradition for at selv-arkivere skal hjælpes på vej ved hjælp af repositories på universiteterne, Institutional Repositories.

Denne tanke var dog ikke ny allerede i 1994 forslog Stevan Harnad at forskere skulle tilgængeliggøre deres forskning via lokale FTP-servere ⁵. Modsat Crow, så Harnad parallelpubliceringen alene som et supplement til den traditionelle publicering. Ved at parallel publicere artiklerne i elektroniske arkiver kunne man give alle adgang til forskningsresultater uanset økonomisk formåen. Det ville styrke forskningens impact til gavn for forskerne selv og samfundet som helhed ved at øge innovations hastigheden. Teknisk var ideen dog reelt naiv og ikke realiserbar i praksis, da FTP-serverne krævede at brugerne og potentielle læsere skulle have forhåndskendskab til publikationernes placering. Selv om det tekniske forslag måske var naivt, så er det grundlæggende samme idé Harnad promoverer i dag som en markant stemme i Open Access debatten. Han er en af de varmeste fortalere for selv-arkivering post-print og forlagsversioner af artikler i IR. Men for at Harnad’s idé skulle kunne realiseres var der brug for en infrastruktur der kunne forbinde selvarkiveringsarkiverne.

OAI-PMH

I 1999 skete der noget meget vigtigt for selvarkiveringsbevægelsen. Paul Ginsparg, manden bag arXiv inviterede forfattere fra mange andre forskningsfelter end fysik til at selv-arkivere. Invitationen blev opfulgt af Santa Fee mødet ⁶ hvor Universal Preprint Server (UPS) blev præsenteret. UPS blev senere omdøbt til OAI-PMH af hensyn til navnesammenfaldet med Universal Parcels Service. OAI-PMH eller Open Archives Initiative – Protocol for Metadata Harvesting er som navnet siger en protokol til at høste metadata med. Idéen med at høste data var og er langt mere skalerbar end eksempelvis en model baseret på metasøgning via eksempelvis z39.50. Men da fulltekst og metadata via OAI-PMH blev skilt fra hinanden betød det også protokollen kunne anvendes til langt flere formål en at tilgængeliggøre fuldtekst eprints, noget der senere er blevet både værdsat og kritiseret.

OAI-PMH v1.0 blev frigivet i 2001.

Allerede i 2000 blev det første Open Source repository software udviklet af Southampton University, EPrints ⁷ og i 2002 frigav MIT, sammen med en række universiteter, og i et joint-venture med HP Dspace som et open source institutional repository ⁸. Kendetegnet for begge repositories var at de var OAI-PMH kompatible. I 2002 lancerede Universitetsbiblioteket ved University of Michigan OAIster, den første store service provider, dvs. en slags fælleskatalog med adgang til at søge i metadata fra en række data providers, altså IR der kan høste via OAI-PMH % ENDNOTE{http://www.oaister.org/}% I kølvandet på EPrints og Dspace fulgte en række andre repositoy software, men EPrints og Dspace forsætter dog med at være de to dominerende open source platforme til opsætningen af et IR. ⁹