Hvor den videnskabelige litteratur ikke altid viser en entydig fordel ift. impact pga. Open Access (OA), er der dog flere faktorer i de forskellige former for OA der påvirker tilgængeligheden, og som, i mange tilfælde, også burde påvirke impact i en positiv retning. Læs videre for at få en oversigt over nogle af disse faktorer, og for at få en oversigt over de publikationsmodeller der findes indenfor OA.
Denne side vil søge at give en oversigt over den indflydelse OA øver på forsknings impact – her tænkes både på den indflydelse OA kan øve på antal modtagne citationer en forskningspublikation kan modtage, men også på den bredere indflydelse på forskning OA-publikationer kan udøve. Fokus i på denne side vil være på OA’s indflydelse på modtagne citationer.
For at forklare de nogle faktorer der øver indflydelse på forskningspublikationers impact, bør man se på de trin en forskningspublikation går gennem, inden den kan findes i et tidsskrift. Det er nødvendigt at forklare disse trin, for at illustrere de faktorer der øver indflydelse på OA’s indflydelse på impact. Efter disse trin er forklaret, vil de identificerede faktorers indflydelse på forskningens impact blive diskuteret.
Modellen herunder søger at illustrere et forløb en traditionel forskningsartikel går gennem, inden den kan findes i et traditionelt (ikke-OA) tidsskrift. Modellen er naturligvis stærkt forsimplet, men viser dog alligevel de basale trin en publikation går gennem.
Toll Access
Modellen viser en artikels vej til hvad der kaldes et toll-access tidsskrift, altså et tidsskrift, hvor der skal købes adgang til hver enkelt artikel, eller der skal købes et abonnement til tidsskriftet. Der er altså begrænset offentlig adgang til artikler i toll-access tidsskrifter. Denne model er den klassiske model for videnskabelig publicering: OA modificerer modellen på forskellig vis.
Ved Gylden OA er modellen anderledes. Illustrationen viser, den vej en publikation i et Gylden OA tidsskrift foregår.
Gylden OA
Som det ses, er forskellen ift. traditionel publicering i OA-tidsskrifter den, at alle kan tilgå forskningen i tidsskriftet. Til forskel fra toll-access tidsskrifter betales der ikke for adgang til tidsskriftet eller artiklen, men til gengæld betales der for at blive publiceret i tidsskriftet, hvad der kaldes en “processing fee”. Artikler i Gyldne OA tidsskrifter er altså frit tilgængelige for alle. Det er en faktor der øver indflydelse på OA publikationers impact: fri tilgængelighed af forskningspublikationerne.
Den tredje model der også skal forklares, er Grøn OA. Modellen viser igen en publikation på vej mod et toll-access tidsskrift, men hvor artiklen samtidig bliver deponeret i et OA arkiv.
Grøn OA
Som det ses, går artiklen den sædvanlige vej mod publikation i tidsskriftet, men bliver deponeret i et repository på et tidligt stadie. At artiklen bliver deponeret i et repository, betyder altså at artiklen allerede på et tidligt stadie i dens vej mod et tidsskrift, bliver lagt i et åbent arkiv for forskningspublikationer. Denne deponering kan finde sted allerede før artiklen har været gennem peer review-processsen, uden de ændringer der måtte forekomme i artiklen som følge af denne proces. Så snart en artikel er deponeret i et repository, vil den være tilgængelig for alle. Her er der to faktorer der øver indflydelse på artiklens impact: fri adgang til artiklen, og tidlig adgang – tidlig ift. det tidspunkt hvor artiklen ellers ville kunne findes publiceret i et tidsskrift.
Det bør bemærkes, at hvis artiklen kun bliver deponeret i et repository før peer-review processen, vil de ændringer der fremkommer som følge af den proces, naturligvis ikke optræde i den deponerede udgave – en artikel i et repository vil derfor ikke nødvendigvis være den samme som den publicerede udgave. Hvis artiklen derimod først bliver lagt i et repository efter peer-review processen, vil indholdet være det samme som i tidsskriftet. En artikel i et repository kan dog udskiftes, så den både kan optræde i den form den har før og efter peer-review processen.
Fri og tidlig adgang øver indflydelse
De identificerede faktorer der altså øver indflydelse på OA-artiklers impact, er fri adgang til forskningspublikationen for alle, og adgang tidligt i publikationsprocessen.
Fri adgang til forskningspublikationer fjerner en barriere for den spredning en artikel kan opnå. En OA artikel kan blive læst af en bredere kreds, fordi også folk uden abonnement til et tidsskrift kan få adgang til forskningen. Dette må givetvis øve en indflydelse på hvor mange citationer en artikel vil modtage – jo mere en artikel kan blive spredt, jo mere kan den blive læst, og som følge af det, også citeret oftere.
Tidlig adgang til forskningspublikationer giver i sig selv ikke nødvendigvis flere citationer, men det kan give hurtigere citationer – hurtigere ift. til hvornår den artikel der kan findes i det publicerede tidsskrift, normalt kan citeres. Alt afhængig af publikationstypen og det videnskabelige felt der publiceres indenfor, er der typisk et “citation peak” på 3 år efter publicering [1] – altså det tredje år efter publicering er det år hvor en artikel modtager de fleste citationer. Grøn OA kan flytte dette citation peak tættere på udgivelsesdatoen. At forskningspublikationer bliver gjort hurtigt tilgængelige, øver også indflydelse på den tid det tager før forskningen kan anvendes, hvad der kan kalde ”publication-to-knowledge time” [2]
Hvad siger litteraturen?
Der er publiceret en del studier af OA’s indflydelse på impact – her er opført et par spændende studier, og hovedtrækkene i konklusionerne. Interesserede læsere kan benytte disse kilder som et udgangspunkt i en videre udforskning af området: listen er altså ikke ment som et definitivt svar på hvilken indflydelse OA udøver på impact.
Et randomiseret kontrolleret studie af 1619 artikler [3] indikerede blandt andet, at der ingen indflydelse af Open Access var på antal modtagne citationer, ift. traditionelt udgivne publikationer, i det første år efter udgivelse. Et tidligere, og meget diskuteret, studie [4] indikerede at online tilgængelighed af forskningspublikationer var forbundet med flere citationer. Et nyligt studie [5] viste samme trend: OA artikler bliver citeret mere. Endelig har en en række ansatte ved forlagene Wiley-Blackwell og Elsevier samt firmaet Thomson Scientific publiceret en kritisk gennemgang af studier af OA’s indflydelse på antal modtagne citationer [6]. En af konklusionerne er, at OA ikke synes at øve nogen speciel indflydelse i områder, hvor det er normen at gøre publikationer offentligt tilgængelige, som f.eks. matematik og fysik.
Citerede kilder:
- González-Pereira, B., Guerrero-Bote, VP., Moya-Anegón, F. (2009). The SJR indicator: A new indicator of journals’ scientific prestige. arXiv:0912.4141v1.
- Marcovitch, H. (2010, March 9). BMJ Group blogs: BMJ » Blog Archive » Harvey Marcovitch on publication-to-knowledge time – far too long. Retrieved March 10, 2010, from BMJ Group Blogs
- Davis, P. M., Lewenstein, B. V., Simon, D. H., Booth, J. G., & Connolly, M. J. (2008). Open access publishing, article downloads, and citations: randomised controlled trial. British Medical Journal, a568. doi:10.1136/bmj.a568
- Lawrence, S. (2001). Free online availability substantially increases a paper’s impact. Nature, 411, 521. doi:10.1038/35079151
- Gargouri, Y., Hajjem, C., Lariviere, V., Gingras, Y., Brody, T., Carr, L., et al. (2010). Self-Selected or Mandated, Open Access Increases Citation Impact for Higher Quality Research. arXiv:1001.0361v2.
- Craig, I. D., Plume, A. M., McVeigh, M. E., Pringle, J., & Amin, M. (2007). Do open access articles have greater citation impact? A critical review of the literature. Journal of Informetrics, 239-248. doi:10.1016/j.joi.2007.04.001





